Digital musik
Musik som udelukkende udgives online uden at udkomme på vinyl, cd eller bånd er også dækket af pligtaflevering. Vi varetager indsamling og bevaring af såvel fysisk som digital kulturarv.
Vi modtager automatisk det meste danske musik, der distribueres til danske musikstreamingtjenester. Hvis du har udgivet musikken til flere eller alle af disse i Danmark, for eksempel YouSee Musik, behøver du ikke uploade udgivelserne til os.
Hvis det ikke er tilfældet opfordrer vi alle pladeselskaber, musikere og andre med tilknytning til digitale udgivelser af musik til at aflevere en kopi til os. Så hjælper du os med at bevare den digitale kulturarv. Du afleverer ved at benytte uploadfunktionen her på siden.
Har du materiale til pligtaflevering, som du ikke kan uploade her, for eksempel tidsskrifter, lydbøger eller podcasts, er du meget velkommen til at kontakte os.
Upload din musik
Det Kgl. Bibliotek bruger MitID for at verificere din identitet
Sådan uploader du musik
Inden du uploader, skal du sikre dig, at du har musikfilerne tilgængelige i det rette format, samt at du også har oplysninger om udgivelsen (medvirkende, titler, udgivelsesår osv.) klar. For at uploade skal du logge ind med MitID.
Hvilke filtyper skal vi bruge?
Musikfilerne skal være i et af følgende formater: wav, aiff, flac, m4a, aac, mp3, wma eller ogg.
Vi modtager automatisk al dansk musik, der distribueres til danske musikstreamingtjenester.
Hvis du har sørget for udgivelse til disse i Danmark, for eksempel YouSee Musik, behøver du ikke uploade din udgivelse til os.
Hvad sker der med materialet?
Når vi har modtaget dit upload, bevarer vi indholdet for eftertiden i henhold til de til enhver tid gældende regler og retningslinjer.
Vi giver adgang til indholdet i henhold til gældende lovgivning, herunder ophavsretsloven. Du kan finde pligtafleveringsloven på retsinformation.dk.