E-Bøger
Bøger som udelukkende udgives digitalt er også omfattet af pligtaflevering. Vi varetager indsamling og bevaring af såvel fysisk som digital kulturarv.
Om digital pligtaflevering
Det Kgl. Bibliotek varetager som kulturarvsinstitution under Kulturministeriet indsamling og bevaring af såvel fysisk som digital kulturarv. Nogle digitale materialer indsamler vi selv automatisk, men der er meget indhold, vi ikke kan indsamle på den måde.
Vi opfordrer derfor alle forlag, forfattere og andre med tilknytning til digitale udgivelser til at aflevere en kopi af dem til os. Så hjælper du os med at bevare den digitale kulturarv. Du afleverer ved at benytte uploadfunktionen her på siden.
Har du materiale til pligtaflevering, som du ikke kan uploade her, for eksempel tidsskrifter, lydbøger eller podcasts, er du meget velkommen til at kontakte os.
Upload din bog
Det Kgl. Bibliotek bruger MitID for at verificere din identitet
Sådan uploader du e-bøger
Inden du uploader, skal du sikre dig, at du har e-bogsfilen tilgængelig i det rette format, samt at du har oplysninger om udgivelsen klar. For at uploade skal du logge ind med MitID.
Hvilke filtyper skal vi bruge?
E-bogsfilen skal være i et af følgende formater: pdf, opf, epub, ibooks, azw, azw3, kf8, kfx eller mobi.
Vi modtager automatisk alle e-bøger og lydbøger der distribueres via Publizon. Derfor behøver du ikke uploade din udgivelse til os, hvis du i forvejen distribuerer dine bøger via Publizon.
Hvis du repræsenterer et forlag eller en digital distributør, er du velkommen til at kontakte os, så vi kan give dig adgang til at uploade udgivelserne samlet.
Hvad sker der med materialet?
Når vi har modtaget dit upload, bevarer vi indholdet for eftertiden i henhold til de til enhver tid gældende regler og retningslinjer.
Vi giver adgang til indholdet i henhold til gældende lovgivning, herunder ophavsretsloven. Du kan finde pligtafleveringsloven på retsinformation.dk.