Betingelser for Open Access-publicering i licensaftaler mellem Det Kgl. Bibliotek og forlag
Det Kgl. Bibliotek har forhandlet licensaftaler, som også dækker udgivelse af forskningsartikler som Open Access med flere udgivere af akademiske tidsskrifter.
Foto: Colourbox
Licensaftaler, der også dækker udgivelse, giver korresponderende forfattere tilknyttet danske institutioner, tilmeldt disse aftaler, mulighed for (på visse betingelser) at publicere deres artikler som Open Access i udvalgte tidsskrifter uden at skulle betale Article Processing Charges (APC).
De relevante licensaftaler har en side, hvor man kan læse mere om, hvad de enkelte aftaler dækker (f.eks. deltagende institutioner, tidsskrifter og artikeltyper), og hvorvidt der en årlig grænse for, hvor mange artikler der dækkes af aftalen.
Hver aftale har specifikke betingelser for, hvilke artikeltyper m.m. der er dækket af aftalen. Det Kgl. Bibliotek og forlaget validerer, om en korresponderende forfatter er berettiget til at få dækket APC til Open Access-publicering. Vær opmærksom på, at kun artikler, der allerede er accepteret til publicering kan blive vurderet.
Betingelser
Betingelser for, at Det Kgl. Bibliotek kan validere anmodninger om dækning af APC for Open Access publicering.
1: Kreditering
Den korresponderende forfatter til det accepterede manuskript skal kreditere den institution, hvor forskningen er udført, og institutionen skal deltage i den pågældende forlagsaftale.
2: Ansættelse eller studietilknytning
Den korresponderende forfatter til det accepterede manuskript skal på tidspunktet for artiklens accept til publicering være tilknyttet den institution, han/hun har krediteret. Datoen for artiklens accept skal desuden være inden for den tidsperiode, aftalen dækker.
Vigtige bemærkninger til denne betingelse:
• Det er muligt for korresponderende forfattere at have dobbelte eller flere ansættelser (f.eks. til et universitet og et hospital, til et universitet og en virksomhed, til to forskellige universiteter), så længe en af disse ansættelser er ved en institution, der er en del af den relevante aftale, og den pågældende institution krediteres eksplicit.
• Kun tilknytningen for den korresponderende forfatter er relevant for berettigelsesformål.
• Den korresponderende forfatter bør anvende sin institutions e-mailadresse som primær e-mailadresse. Det øger hastigheden for behandlingen af anmodningen.
3: Creative Commons licens
Den korresponderende forfatter skal vælge en Creative Commons-licens, som er en licens, der angiver, hvordan læseren må benytte artiklen.
Hvor Open Access-licensaftalen giver forfatterne et valg, opfordrer Det Kgl. Bibliotek forfattere til at vælge CC BY 4.0-licensen, som er den mindst restriktive licens i Creative Commons-porteføljen.
Bemærk, at tidsskrifter tilbyder forskellige Creative Commons-licenser. For mere information om de specifikke Creative Commons-licenser, der kan anvendes i hver aftale, se den pågældende aftale (menuen til venstre).