Praktisk om ISSN, stregkode og EAN

Læs om opbygningen af ISSN, stregkode og konvertering til EAN.

Tidsskrift med ISSN-nummer

Foto: Thomas Søndergaard

Om ISSN

Nummersystemets opbygning

ISSN består af otte cifre, hvoraf det sidste udgør et kontrolciffer. ISSN skal altid skrives i to grupper, som hver består af 4 cifre med bindestreg imellem og med bogstaverne "ISSN" foran talgrupperne således: ISSN 1234-5679

Det ottende ciffer er et kontrolciffer og har som funktion at afsløre evt. fejlskrevne numre. Kontrolcifret bliver betragtet som en væsentlig og uløselig del af nummeret og udregnes på basis af de øvrige 7 cifre efter "modulus 11 med vægtene 8-2". I de tilfælde hvor beregningerne giver kontrolciffer 10, bruger man romertal X i stedet.

ISSN er kun et identifikationssymbol, og i modsætning til ISBN har ISSN ikke andet formål end at være en entydig identifikation af et periodikum.

Placering af ISSN i publikationen

På trykte publikationer, trykkes ISSN på hvert hæfte/nummer med bogstaverne ISSN foran.

Nummeret bør trykkes et synligt sted for eksempel på omslaget, titelsiden eller i kolofonen.

Hvis publikationen også har et ISBN, for eksempel en årgang af en årspublikation, skal begge numre trykkes på samme med hver sit præfiks.

På onlinepublikationer kan ISSN anbringes i den elektroniske kolofon eller i top/bund af indgangssiden, hvis det giver bedre mening.
 

Om stregkode med ISSN / EAN

Stregkoder til periodiske publikationer

Stregkoder hjælper såvel udgivere som forhandlere til hurtigt at få overblik over salgsdata, efterspørgsel et cetera.

Varenummeret/EAN kan genereres ud fra ISSN (International Standard Serial Number), som gives til aviser, tidsskrifter, årbøger og serier (tilsvarende gives ISBN til bøger). Den internationale organisation ISSN Network, som administrerer ISSN-tildelingen, har aftaler med den internationale varekodeorganisation EAN (European Article Numbering) om en vederlagsfri konvertering af ISSN til EAN.

Tekniske oplysninger om udregning af EAN, trykning, scanning og anvendelse kan du få hos GS1 Danmark.