Det Kgl. Biblioteks dokumentservice
Har jeres organisation en gang imellem brug for at få leveret en videnskabelig tidsskriftsartikel? Så er Det Kgl. Biblioteks dokumentservice måske noget for jer.
Hvad er Det Kgl. Biblioteks dokumentservice?
Servicen omfatter levering af artikler udgivet i internationale videnskabelige tidskrifter, og leveringen foregår altid digitalt – ofte i løbet af ganske få minutter.
Dokumentservice er målrettet organisationer, der engang imellem har brug for adgang til forskningslitteratur, og hvor udgiften til løbende tidsskriftsabonnementer ikke balancer med behovet.
Det Kgl. Bibliotek tilbyder og administrerer dokumentservice sammen med vores tekniske samarbejdspartner Research Solutions.
Hvem kan benytte sig af Det Kgl. Biblioteks dokumentservice?
Vi tilbyder i første omgang kun dokumentservice til organisationer, der har en eksisterende samarbejds-/serviceaftale med Det Kgl. Bibliotek. Læs mere om serviceaftaler.
Kontakt os, hvis I er i tvivl om, hvorvidt jeres organisation har en samarbejds-/serviceaftale med os – eller hvis I vil høre mere om mulighederne for at oprette en aftale.
Hvad koster det?
Der er to typer omkostninger i relation til servicen; de direkte omkostninger og de administrative omkostninger:
Direkte omkostninger
Der er to direkte omkostninger:
- Et fast ekspeditionsgebyr per bestilt artikel, der i 2025 er 4 USD.
- En varierende omkostning per bestilt artikel, der består i en rettighedsafgift (royalty) til rettighedshaveren.
Royalty varierer afhængig af den bestilte artikel. Jeres organisation har mulighed for at definere et loft på denne udgift.
Administrative omkostninger
Hvilke administrative omkostninger, I skal være opmærksomme på, afhænger af, om jeres organisation er en uddannelsesinstitution eller en anden type organisation.
Uddannelsesinstitutioners administrative omkostninger
Er I en uddannelsesinstitution, består jeres administrationsudgifter alene af et opstartsgebyr. Dette er en engangsudgift i forbindelse med jeres tilslutning til servicen.
Opstartsgebyr
Opstartsgebyret udgør i 2025 cirka 14.600 DKK (12.679 DKK plus kursværdien af 300 USD).
Opstartsgebyret dækker:
- Afklarende opstartsdialog
- Udarbejdelse og indgåelse af serviceaftale
- Opsætning og test af konto hos Research Solutions
- Servicewebinar for brugere
Andre organisationers administrative omkostninger
Er jeres organisation ikke en uddannelsesinstitution, vil I blive opkrævet to gebyrer:
Opstartsgebyr
Opstartsgebyret udgør i 2025 cirka 14.600 DKK (12.679 DKK plus kursværdien af 300 USD).
Opstartsgebyret er et engangsbeløb, som dækker:
- Afklarende opstartsdialog
- Udarbejdelse og indgåelse af serviceaftale
- Opsætning og test af konto hos Research Solutions
- Servicewebinar for brugere
Administrationsgebyr
I vil herudover blive opkrævet et årligt administrationsgebyr, som i 2025 udgør 14.049 DKK.
Administrationsgebyret dækker følgende serviceydelser fra Det Kgl. Bibliotek:
- Administration
- Support til brugere
- Halvårlig gennemfakturering
- Månedlig og årlig rapport vedrørende organisationens forbrug
Partneraftale
Koordinerer I aktiviteter for andre organisationer, og overvejer I adgang til Det Kgl. Biblioteks dokumentservice for disse, kan I muligvis indgå en partneraftale med os vedrørende servicen. Hvis I er interesserede i at høre mere om, hvad en partneraftale er, og om I opfylder betingelserne for at kunne indgå en sådan aftale vedrørende dokumentservicen, er I velkomne til at kontakte os på dokumentservice@kb.dk.